B. Dalgaard Transport har for nyligt fået leveret sin nye Iveco Stralis AS 260S56Y/PT. Den nye Iveco Stralis har 560hk og yder hele 2500 nm. Bilen er leveret med det store AS (Active Space) førerhus og med Aircon køleskab og drejbare passagersæder.
B Dalgaard Transport råder over 4 tankbiler til fodertransport og benyttes dagligt til transport af foder for DLG. Den nye Stralis er malet i den nye DLG farve med det nye DLG logo. Farven hvid symboliserer hygiejne og det grønne logo signalerer miljøvenlighed.
Bilen er opbygget af Brian Dalgaard selv og VM Tarm
”Da min far og onkel havde virksomheden Brdr. Dalgaard, fik de altid rigtig god behandling hos Iveco, og de var tilfredse med deres store Iveco flåde. Servicen har altid været i top, og jeg er glad for købet af min nye Iveco Stralis” fortæller Brian Dalgaard.
Bilen er leveret af Hans Kristensen, Iveco Herning.
Iveco
Iveco udvikler, producerer og markedsfører et bredt spekter af lette, mellemtunge og tunge erhvervsbiler, entreprenørbiler, by- og intercity-busser samt specialbiler til anvendelse inden for brandslukning, off-road missioner, militæret og civilforsvaret.
Iveco har næsten 25.000 ansatte og 24 produktionsvirksomheder fordelt på 11 lande over hele verden og gør brug af den nyeste teknologi udviklet på 6 forskningscentre. Ud over Europa opererer virksomheden i Kina, Rusland, Australien og Latinamerika. Mere end 5.000 servicesteder i mere end 160 lande garanterer teknisk support overalt på kloden, hvor der er en Iveco lastbil i arbejde.