PRESSEMEDDELELSER

Mekaniker fra Iveco i Herning kandidat til international pris

Den 19. oktober 2012 drager Henrik Juno Christensen fra Iveco i Herning spændt mod Torino i Italien, hvor Iveco har sit internationale hovedkontor. Målet for rejsen er et gallaarrangement i forbindelse med uddelingen af den internationale pris Iveco Service Challenge Award – en pris, som Henrik er kandidat til at vinde.

Iveco Service Challenge Award uddeles på basis af en række tests, som udvalgte mekanikere i de europæiske lande årligt gennemgår. I forbindelse med to årlige erfaringsudvekslingsmøder samles repræsentanter for Iveco-værkstederne i de forskellige europæiske regioner. Danske mekanikere fra alle Ivecos filialer mødes med mekanikere, der repræsenterer Iveco-filialernes værksteder i de øvrige nordiske lande. Alle deltagende mekanikere gennemgår en test, der primært går på deres viden om Ivecos biler og deres teknik og elektroniske software. Mekanikeren med den bedste score i testen sendes videre til Iveco Service Challenge Award kåringen i Torino, hvor alle de mekanikere, der har vundet i deres egne regioner dyster mod hinanden i endnu en test, hvis resultat bestemmer vinderen af årets Iveco Service Challenge Award.

”Hos Iveco gør vi altid vores yderste for at yde kunderne den bedste service og her er det vigtigt hele tiden at følge med i den nyeste udvikling. Det går rigtigt stærkt på det tekniske område og det kræver ressourcer at følge med. Hos Iveco prioriteres mekanikernes udvikling og uddannelse højt, og erfaringsudveksling – som fx i forbindelse med Iveco Service Challenge Award – er en væsentlig del af rollen, som mekaniker. Det er til gavn og glæde for både medarbejdere og kunder” siger Henrik Juno Christensen.

Henrik er til daglig tilknyttet Ivecos værksted på Hvidelvej i Herning og alle hos Iveco Danmark krydser fingre for, at Henrik løber med Iveco Service Challenge Award 2012.

Iveco
Iveco, et selskab i Fiat Industrial koncernen, udvikler, producerer og markedsfører et bredt spekter af lette, mellemtunge og tunge erhvervskøretøjer, entreprenørkøretøjer, by- og intercity-busser samt specialkøretøjer til anvendelser inden for brandslukning, off-road anvendelser, militæret og civilforsvaret.
Iveco har ca. 25.000 ansatte og producerer i 11 lande over hele verden med brug af de nyeste teknologier.  Ud over Europa opererer virksomheden i Kina, Rusland, Australien og Latinamerika.  Ca. 5.000 salgs- og servicecentre i over 160 lande garanterer teknisk support overalt på kloden, hvor der er en Iveco-lastbil i arbejde.