PRESSEMEDDELELSER

Iveco og Wuxus indgår partnerskab

Fra 2. april 2012 er Iveco officiel partner med Wuxus, som står bag en nytænkende IT-platform, der henvender sig til vognmænd og andre professionelle transportører, samt alle typer transportkunder. Med platformen får både transportkunderne og de, som udfører transporterne, den mest optimale arbejdsgang, og det sparer både tid og penge. Systemet sikrer endvidere transportørerne kørsel, og samtidig skåner det miljøet.

Med Wuxus tilbydes transportkunderne den nyeste digitale teknologi i form af Wuxus Traffic, som giver adgang til nærmeste ledige transportmuligheder nu og her, men også fx 36 timer frem. Styringen i systemet – både for transportører og kunder – er ultrafleksibel og kan således foregå stort set overalt – både fra bilen, kontoret eller på lageret fx via en smartphone.
Wuxus har til formål at nedbringe udledning af CO2 i transportbranchen. Med systemet sikres, at ledig kapacitet i allerede kørende biler udnyttes videst muligt og vognmanden/trans-portøren får således – via Wuxus – mulighed for at køre kortere distancer med større indtjening. Transportkunden oplever samtidig en god og hurtig service samt en ydelse til en konkurrencedygtig pris. Samlet set medfører systemet en væsentlig reduktion i udledningen af CO2, og samtidig forbedrer brugen af systemet vilkårene for de lokale transportudbydere, hvilket er med at til holde transportopgaver på danske hænder i et ellers meget konkurrence- og – ikke mindst – prisorienteret marked.

For Iveco er partnerskabet med Wuxus oplagt. Et af de vigtige kriterier for, at kunder og transportører får det fulde udbytte af Wuxus, er, at transporterne så vidt muligt udføres i de nyeste og mest miljøvenlige køretøjer. Iveco tilbyder netop nogle af markedets mest miljøvenlige køretøjer og har samtidig et erklæret mål om at arbejde for at nedbringe udledningen af CO2.

 ”Iveco ser en strategisk partner i Wuxus i en fremtid, der byder på effektivisering af transport- og distributionsbranchen” siger salgschef hos Iveco, Thomas Kleis, og Adm. direktør, Karsten Kjær fra Wuxus supplerer ”Og Wuxus ser en strategisk partner i Iveco i en fremtid, der byder på stærkere krav om CO2-reduktion og øget bæredygtighed i en effektiv transportsektor.

For yderligere oplysninger kontakt venligst

Salgschef Thomas Kleis
Iveco Danmark
Telefon 45 57 05 00

Adm. direktør Karsten Kjær
Wuxus
Telefon 60 80 53 01

Iveco, et selskab i Fiat Industrial koncernen, udvikler, producerer og markedsfører et bredt spekter af lette, mellemtunge og tunge erhvervskøretøjer, entreprenørkøretøjer, by- og intercity-busser samt specialkøretøjer til anvendelser inden for brandslukning, off-road missioner, militæret og civilforsvaret.

Iveco har ca. 25.000 ansatte og 24 produktionsvirksomheder fordelt på 10 lande over hele verden og gør brug af den nyeste teknologi udviklet på 6 forskningscentre. Udover Europa opererer virksomheden i Kina, Rusland, Australien og Latinamerika. Mere end 5.000 servicesteder i over 160 lande garanterer teknisk support overalt på kloden, hvor der er en Iveco  i arbejde. Læs mere på www.iveco.dk.

Wuxus er IT-portalen bag et landsdækkende netværk af vognmænd, som tilbyder sin service til alle med behov for godstransporter og flytninger. Vognmænd i Wuxus arbejder selvstændigt og for egen regning. Hver især tilbyder vognmændene deres egen unikke service, og tilsammen tilbyder alle vognmænd én stærk enhed som kan udføre selv komplekse transportopgaver. Læs mere på www.wuxus.com.