Iveco Daily spillede en af hovedrollerne under Motorvejsåbningen i Svendborg d. 26. juni, hvor der var fokus på miljørigtige biler
Fredag d. 26. juni var Iveco Daily CNG (Compressed Natural Gas - Natur/biogas) den allerførste erhvervsbil, der passerede den jomfruelige motorvej få minutter efter at Lars Barfoed klippede snoren under den officielle åbning af den nye motorvej mellem Odense og Svendborg.
Bilen blev præsenteret for Transportministeren og hans følge og blev dernæst udstillet på Centrumpladsen i Svendborg sammen med de andre deltagende miljøbiler.
Svendborg Kommune havde inviteret miljørigtige køretøjer til at indvie det sidste stykke af motorvejen og Iveco valgte at vise, at også erhvervskøretøjer kan være miljørigtige under forudsætning af, at de rigtige drivmidler er tilgængelige.
Den naturgasdrevne varebil er solgt i mere end 100 stk. i Sverige, hvor der findes et veludbygget natur/biogas-tanknetværk, som desværre endnu ikke er eksisterende i Danmark.
Daily CNG medvirker til at reducere de negative miljøpåvirkninger fra partikeludslip og NOx uden at gå på kompromis med den styrke og trækkraft, som vi kender fra dieseldrevne erhvervskøretøjer.
Kørsel med natur/biogas betyder en forureningsreduktion på i snit 85% i forhold til kørsel med en Euro 4 dieseldrevet bil =
- 86% reduktion af NOx
- 84% reduktion af Partikler
NOX forsurer miljøet og har vist sig at være medvirkende årsag til nedsættelse af levealderen, hvorimod partikler forurener luften og derved lunger.
Fakta om Bilen
Bilen er en Iveco Daily 35S14GV 12m3 kassebil med 3,0 liters gasmotor med 136 hk og et moment på 350 Nm. Køretøjet er udstyret med airbag og ABS-bremser og listen af komfort udstyr er lang og indeholder blandt andet el-ruder, fjernbetjent centrallås, radio med CD, luftaffjedret førersæde og klimaanlæg.
Bilens gasmotor er baseret på Ivecos robuste 3,0 liters motor. Den yder 136hk og har et maksimalt drejningsmoment på hele 350Nm. Momentet er til rådighed allerede fra 1500 omdrejninger/min og frem til 2700 omdrejninger/min. Samtidig er lydniveauet lavere end hos et tilsvarende dieselkøretøj.
Iveco Daily med gasmotor fås i en lang række varianter i enten chassis, der kan opbygges skræddersyet til kunden, eller kassebil fra 3,5 til 6,5 tons totalvægt.
Iveco
Iveco udvikler, producerer og markedsfører et bredt spekter af lette, mellemtunge og tunge erhvervskøretøjer, entreprenørkøretøjer, by- og intercity-busser samt specialkøretøjer til anvendelser inden for brandslukning, off-road missioner, militæret og civilforsvaret.
Iveco har over 27.000 ansatte og 27 produktionsvirksomheder fordelt på 16 lande over hele verden og gør brug af den nyeste teknologi udviklet på 6 forskningscentre. Udover Europa opererer virksomheden i Kina, Rusland, Australien, Argentina, Brasilien og Sydafrika. Mere end 4.600 servicesteder i over 100 lande garanterer teknisk support overalt på kloden, hvor der er en Iveco-lastbil i arbejde.